Så var det blevet tid til at LC 111 Horsens skulle holde sit første store møde. I dag er der distriktsmøde på dagsordenen og 120 piger fra distriktet er kommet til Horsens Ny Teater for at deltage i mødet, hvor de udover mødet skal høre Michael Kvium holde foredrag. Aftenen starter i Kvium Salen på Horsens Ny Teater, hvor en hel række af Kvium billeder i serien fools er udstillet. Her nyder pigerne en velkomstdrink, hører musik, snakker og køber lodder til amerikansk lotteri. Herefter trækker vi allesammen i den store sal, hvor mødet skal afholdes. Her lå der på alle borde en lille gave til samtlige piger, et par fine øreringe, som Line fra LC 111 havde lavet.

Formanden starter med at byde velkommen, hvorefter der er  tid til lidt mad, snak og hygge rundt ved bordene.

 

Første indlæg på aftenens program er 3 min. af Susanne Terslov:

 

Ambitiøse børn….

 

Fænomenet ”Ambitiøse børn” er meget oppe i tiden – er det børnene eller forældre der er ambitiøse ?

 

Tja….

 

.  Forskningen er enig: familien spiller en central rolle i udviklingen af talenter. Man kan ikke opfatte en ung idrætsudøver isoleret set. Hvis vi vil forstå hvorfor nogle når toppen og andre vender sporten ryggen, er vi nødt til også at kigge på omgivelserne. Og her er familien en vigtig brik i at nå til tops.

 

Forskningen peger på, at forældrenes støtte især drejer sig om tre områder: Om man som forældre yder emotionel støtte, når det går dårligt – yder økonomisk støtte, fordi det koster at satse. Og om vi som forældre yder ”praktisk” støtte, fx i form af at køre børnene til stævner, udfylde blanketter, købe udstyr o.s.v. Så langt så godt… Men hvordan bakker familien så bedst op? Og hvor meget skal vi som forældre overhovedet involvere os i vores børns idræt?

 

Vi har vel alle set de meget ambitiøse forældre der har formået at skubbe Deres børn frem til imponerende resultater i den internationale sportsverden. Indenfor tennis sporten – her kommer man jo straks til at tænke på Caroline Woziniaki, hun havde uden tvivl ikke nået det niveau hun er på i dag, hvis hun ikke havde haft ”solid opbakning” hjemmefra. De fleste af os har vel også enten set eller hørt om programmet der for nylig blev sendt på TV3 – Tro, Håb og Talent, hvor man fulgte talentfulde børn og Deres familier der satsede alt på børnenes sport. Vi kan også blot vende blikket mod de mange drenge der spiller fodbold og har meget ambitiøse fædre stående på sidelinien som dirigerer drengene rundt på banen til trænernes store irritiation.

 

Der er ingen tvivl om at de børn der satser stort og forstår at udnytte Deres potentiale, opnår flotte resultater. Der er heller ingen tvivl om at forældrene har et stor finger med i spillet. Men det er jo svært at vide, hvordan det ville være gået børnene hvis ikke forældrene havde presset lidt på…. Det kunne jo være at de ville være nået langt alligevel eller hvad ? Forskningen på dette område melder ikke noget om, hvor mange potentielle sportsstjerner, der er holdt op med at dyrke idræt, fordi de ikke kunne håndtere forældrenes pres, eller fordi de synes det var flovt at have far eller mor på sidelinien.

 

Hvordan finder vi ud af om det er en god ide´, at vi som forældre er ambitiøse på vores børns vegne og presser dem til at præstere ?


Forskningen tyder på, at det i hvert fald ikke er uproblematisk at presse sine børn til tidlige topresultater. Og mon ikke det opleves som et stort pres, når far siger på tv, at han er villig til at dø for datterens tenniskarriere, eller Benjamins far råber af sønnen hvis han ikke danser op til hans far´s forventninger.

Man må konkludere at man godt kan nå store resultatet ved at forældrene pecer børnene frem på kort sigt, men det kræver derimod en indre motivation at nå langt i eliteidræt. Hvordan får børnene så det ?

Tjo det kan de blandt andet få ved selv at tage initiativ til træningen, eller til at dyrke sporten fordi man selv har valgt den eller bare har lysten til det, motivationen skal komme indefra. Når trænere eller forældre styrer al indholdet i træningen, forældrene kører dem til sport og måske ligefrem pakker tasken, og alt så at sige er planlagt på forhånd, så siger forskningen at så får den unge ikke udviklet den motivation, der skal til for at nå langt indenfor idræt.

 

Vi skal hverken presse for meget eller kigge væk og virke uinteresserede i Deres sport, det er vist en balancegang er jeg overbevist om. Det siges at det ofte er de næstebedste i ungdomsårene, der når længst i seniorårene, -det er da tankevækkende ikke ?

 De har måttet kæmpe lidt mere, har lært at håndtere nederlag og er blevet i idrætten af egen motivation, ikke fordi omgivelserne forventede det af dem. Og det nytter ikke at spørge den unge, om han/hun stadig har lyst.

 

Hvorfor har jeg taget dette emne op og analyseret det….. jo i vores famile er det hverken tennis, svømning eller sejlsport som vores børn har kastet sig over i en tidlig alder, men sportsdans. Hverken min mand eller jeg kendte noget til denne sportsgren. Vi kan kun sige at det ikke er alle forældre der pecer Deres børn i denne sportsgren, som man ellers kunne få indtrykket af i Tro, håb og Talent. Man kan så spørge sig selv om vi så er ambitiøse nok på vores børns vegne….?

 

Mennnn….. nu har min datter da slået Benjamin fra Tro, Håb og Talent op til flere gange uden at vi har brugt de samme metoder i vores familie,  så et eller andet har vi nok have gjort rigtigt….., jeg skal dog ikke gøre mig dommer over om måden Jens er på overfor Benjamin, personligt tror jeg også at tv har forsøgt at vise de dårlige sider frem for de positive…..

 

Jeg kan kun sige at der kan være koldt på toppen, vores egen søn valgte at droppe ud efter at han i nogle år var nået helt til tops, han kom i en meget ung alder helt til tops og blev spået en fantastisk fremtid indenfor dans, men det kræver viljestyrke og lyst at forblive på toppen, han følte ikke det var ”sjovt længere” og at specielt en træner var meget efter ham i undervisningen det fik ham til helt at miste lysten, han følte aldrig at det var godt nok, vi valgte at bakke ham 100% op i at det er okeyl at droppe sporten, vi kan så spørge os selv om vi har gjort det rigtige for vores søn ? Han var jo super dygtig !

 

Vores datter derimod har meget store ambitioner, hun har måtte kæmpe mere for resultaterne end lillebror, ikke fordi hun er dårligere, slet slet ikke, hun har bare været i  skarpere konkurrence og er det fortsat. Vi forsøger at være der for hende med støtte når det går skidt, give hende et skub bagi når hun har de dage hvor lysten svigter eller drengene bare er ”træls”,  vi støtter økonomisk, sidstnævnte kræver en hel del skal jeg lige hilse og sige….

 

For os er det vigtigt at hun føler at hun gør det her for sig selv og ikke for os, hun går glip af en masse sammenværd med hendes kammerarter fra skolen. Hun har som eksempel det senesteår kørt 3 dage om ugen til Aarhus for at træne uden at have en partner at danse med, hun træner i ca 3-4 timer af gangen – så er man da målrettet er man ikke ?  – som hun siger det selv; det er jeg nød til – jeg gør mig klar til den rigtige partner dukker op !…. (hvor får hun det fra…….???) Jeg kan da kun være en stolt mor over sådan en målrettethed !

 

Efter at jeg har analyseret dette emne for at holde disse 3 minutter, kan jeg nu konkludere at jeg har fejlet…hmm er jo desværre kun et menneske.... jeg har flere gange spurgt hende om hun ikke hellere vil holde med at danse, så kunne vi jo rejse lidt mere ….men hendes svar har været ret klart hver gang – NEJ !!!!

 

Dansen betyder bare så meget for hende, hun skriver fif fra trænerne i en bog som hun opdatere løbende, træner dagligt – hvis hun ikke er i Aarhus eller København, tage hun blot en svingom med køleskabs lågen derhjemme- tja det driver nærmest resten af familien til vanvid, når hun står der og hiver i lågen…. Men alt den målrettede træning har nu båret frugt… for for cirka en måneds tid siden, har hun igen fundet sig en dansepartner, hun var til prøvetræning med ham flere gange, blev videofilmet og holdt op imod masser af andre dansepiger, men heldigvis for hende var hun den alle trænere pegede på og endnu mere heldigt var det at  drengen var enig, så nu har vi en meget glad pige i vores hus

– desværre bor han ikke lige rundt om hjørnet men i Ganløse v/København, for de fleste af jer der sidder her, lyder det helt tosset at min datter skal danse med en dreng fra København…jeg kan godt forstå hvis i sidder og tænker at vi er tosset, men indenfor denne sport kan man jo ikke stille op alene og her handler det meget om at finde det rette match og det er ikke altid at det findes i nabolaget. Hvis altså man vil være med i den danske topelite indenfor dans er det bare vilkårene. De fleste andre på hendes alder har en russer boende som de kan danse med, men det er vi altså ikke parate til i vores familie….

 

– det store spørgsmål vil bare altid hænge i luften for os – har vi bakket hende nok op og er det okey det vi gør nu, kan vi blive ved med at følge med økonomisk eller skal vi ud og finde sponsorer der vil hjælpe os…. tja det vides jo ikke med bestemthed….men vi må jo konkludere at hun ligger indenfor top 5 i Danmark, har gjort det i en del år nu, at hun danser fordi hun elsker det – og hvis hun ikke lige bliver danmarksmester ligenu, tja….så må vi nok vente til hun bliver Senior danser – så bliver hun nok en stjerne J sådan siger statistikkerne jo …..

 

 

Efter nogle fantastiske 3 min. er det blevet distriktsformandens tur. Hun fortæller, at det har været sjovt at være rundt og besøge alle klubberne, og at vi har taget rigtig godt imod hende. Hun har en bøn til alle formænd om at alt materiale, der sendes ud fra HB og distriktsformanden, skal sendes videre ud til resten af klubben.  Desuden kan hun fortælle, at der til landsmødet vil blive udtrukket en præmie blandt de klubber, der har samlet penge ind til NSP, Hammel Neurocenter. 

 

Vi fik også præsenteret vores nye distriktsformand, Janni, der er fra LC 88 Egtved. Hun fortalte, hun havde været med i LC i 7 år og har haft 2 år som inspektør. Det er hendes sidste 2 år i LC nu, og hun vil derfor gerne give noget tilbage af alt det, hun har fået i LC gennem årene. Afslutningsvis på denne præsentation havde Sanne Gerdes arrangeret, at vi alle skulle høre en sang LC 88 Egtved havde indspillet ved en anden lejlighed. Det var en rigtig fin sang om LC, som gik på Rasmus Seebachs "I mine øjne". Det var meningen CD'en skulle være solgt og pengene herfra skulle gå til velgørenhed, men det blev ikke så godt alligevel.... Jannis kommentar efter sangen: "Det var lidt pinligt!" 

 

Inden gennemgang af lovændringsforslagene, blev der udtrukket et landsmødelegat, som gik til LC 79 Brande. Efter 1. maj kan man ikke længere melde sig til festerne fredag og lørdag aften til landsmødet, kun generalforsamlingen. Landsmødet 2015 er kun for piger, og der mangler en klub, der vil afholde mødet.

 

Sanne Gerdes sluttede af med at takke Horsens for et godt møde indtil nu, og klubbens formand, Wenche, tog imod en vingave på klubbens vegne. Herefter var det tid til distriktsformandens beretning, som var en sang.

 

Herefter kom der et par piger fra Sannes egen klub, Fredericia, på scenen. De takkede Sanne for altid at gå forrest. Hun er som skabt til LC, og LC til hende. Pigerne takkede på distriktets vegne ved at give en rød rose for hver klub i distriktet.

 

 

Så var det blevet landsformandens tur. Hun fortalte at fokus i LC i 2012/2013 var Inspiring Network, herunder: inspirere medlemmer, brande LC, få flere medlemmer, arrangementer med RT, samarbejde med Tangent Danmark og lave internationalt arbejde. Dette er sket i løbet af året ved, at vi bla. har haft Bytte Oktober, hvor LC og RT skulle anbefale nye medlemmer til hinanden. Alt i alt har dette været en succes. Ca 120 nye medlemsforslag er blevet byttet. Vi har også haft Charity Dinner den 2. Februar, hvor 52 LC klubber deltog, i alt 1100 medlemmer. Der blev samlet kr. 185.000 ind og heraf går kr. 90.000 til NSP. Alle klubber skal give feedback på disse arrangementer, således HB kan se, om det har været sjovt og givtigt.

 

En del klubber har haft jubilæum, og der blev lykønsket til dem. Desuden nævnte landsformanden de kommende begivenheder i LC: landsmøde i Skanderborg 24-26. Maj, Norges jubilæum, chartring af Ukraine (LCD er gudmor) og LCI i Zambia til August. 

 

De nye distriktsformænd, der var blevet valgt, blev nævnt samtidig med, at der blev reklameret for HB's arbejde. Der mangler stadig en til posten som landssekretær og vicelandsformand. Der er arbejde i posterne, men der er også mange oplevelser, en lærerig proces og mange nye gode veninder. 

 

 

Det var nu blevet tid til pause og afhentning af et hav af gevinster. Derefter kunne vi byde Michael Kvium velkommen på scenen. Han fortalte, at han oprindeligt kommer fra Horsens, og faktisk arbejdede lige her som kontrollør, da Teateret var biograf. Han ville tale om kunst i alle dets afskygninger. Det er lidt et paradoks med kunst, for når man netop har forstået kunst, så opdager man, at det er noget helt andet. Kunst er som en tilstand, man kan være i. Lige nu har Kvium en udstilling på Kunsten i Ålborg, som han kalder Real Monsters. Han viste os en række af sine billeder, som han kommenterede på, samtidig med han talte generelt om kunst. 

 

Han har malet en del birketræer og kunne fortælle, at der i virkeligheden ingen forskel var på birketræer og os mennesker. Der er mange afstikkere på vej mod toppen og ikke alle er særligt frugtbare! Han har brugt en del tid i Spanien, hvor han har set en del "kustumer". Det er alle turisterne, der kommer med mavebælter, korte shorts og kasketter. Her viste han os eksempelvis billedet Big Foot, som er en nøgen person, der er ude at løbe med mavebælte og kasket. Et andet billede er Sea Monster, som er en fedladen mand med strømper i sandalerne, der lufter sin hund ved havet. Hvorfor har vi aldrig set Big Foot eller andre monstre? Det forklarer Kvium med, at de flygter fra os, da vi er de reelle monstrer som mennesker!! Han fortæller videre, at muren også har været en vigtig rekvisit i sine billeder i en periode. Den stod for adskillelse fra et til noget andet. "Var det godt her eller der?" Det var her, han selv var i livet.

 

Kvium fortæller, at man må arbejde subjektivt, når man arbejder med kunst. Man skal tænke over, hvem vi selv er som vestlige mennesker og som magthavere. Vi mener, vi har det rette svar til alt - vores svar er det rigtige. Hvem er vi i Vesten? Vi er presset fra andre kulturer. Kvium mener, vi alle bør tvangsflyttes til Kina 1 uge. Her går det hurtigt. I Kina er de sultne efter at nå til tops. Det er vi ikke rigtig i Vesten længere. I Kina kæmper de for at nå til den forestilling, de har om det lykkelige Vesten. Men det kan også være svært at leve i et overflodssamfund som vores. I Vesten er vi et produkt af 2. Verdenskrig - et produkt af, at Amerikanerne vandt.

 

De næste billeder, han viser, er fra serien Et simpelt mandsportræt. Et billede viser små tykke forkælede unger, der drømmer om en national identitet, som er vist med et par røde pølser i billedet. Den røde pølse er et dansk produkt, men der er ikke andre lande, der vil købe den! Vi ser også billedet Judgement Day, som skal vise, at der er nogle ting i livet, vi tager for givet. Her er det den katolske kirke, som har et ansvar, vi forventer, de lever op til. Vi har meget tillid til præsterne, som skal passe på vores børn. Men med den åbenhed, der er i dag, dukker der mange grimme sager op.  Tænk, at man ikke kan stole på nogle mennesker, der egentlig står for noget godt.

 

Han stiller spørgsmålstegn ved, om det er kunst, man laver, bare fordi man kalder sig selv for kunstner! Når han laver et billede, er det færdigt, når det ikke stiller flere spørgsmål til ham. Nogle gange kan det tage flere år, inden et billede er færdigt, og andre gange går det det rigtig hurtigt. Han udelader alt i et billede, der ikke er nødvendigt, og prøve at finde "lyden" - skal det være glad, trist osv.  Han spørger sig selv, hvad gør billedet ved mig, kommer det derhen, hvor jeg gerne vil have det hen? Flere år senere kan han nogle gange opdage ting i et billede, som han ikke så før. Det var måske egentlig det, der var drivkraften i billedet. Han fortæller også, at kunst kan bevæge os, og fortælle noget om os selv, om det at være menneske. Al kunst er et spejl! Kunsten viser, hvem vi er, og det er det, Kvium forsøger at kommunikere videre. Hvis man ser et billede, man synes er grimt, kan det være fordi, man er for ung til at forstå det. Kunst gør, at man lukker sig inde i et rum og får en følelse af et eller andet. Det gælder både ved billeder, musik, film osv. Kunst er også et objekt, vi stiller op mellem 2 mennesker, så vi kan kommunikere. Vi ser forskelle og ligheder. Kvium kommunikerer sine fornemmelser for, hvordan verden ser ud lige nu. En fremmed kultur er meget nem at se for os, da den er så besynderlig. Når vi har været ude at rejse og kommer hjem igen, lægger vi mærke til flere små ting, vi normalt ikke ser, når vi er i de vante omgivelser. 

 

Kvium fortæller også, at når vi vælger noget til, vælger vi også noget fra. Det kan være svært at vælge, da udvalget er så stort. I vores kultur har vi ikke lært at vælge fra. Han mener, at man i skolen burde lære, hvordan man vælger til og fra. Vigtigst er, at man skal vælge sit eget liv til - hvordan skal det være? Når Kvium laver sine billeder, vælger han hele tiden til og fra. Det stiller mange spørgsmål til ham. Hvorfor valgte han eksempelvis lige at citronen skulle være med i billedet. 

 

Nu bliver der tid til at stille spørgsmål, og Kvium stiller selv det første spørgsmål, som han altid bliver spurgt om: "Hvorfor laver du så mærkelige grimme mennesker?" Svaret hertil er, at ingen af os reelt ved, hvad der er grimt eller pænt. Idealerne er anderledes i andre kulturer, og det var de også her for flere år siden. I dag er det modebladene, der sætter idealerne. Når Kvium maler, tænker han indvendig. Hvordan føles det at være uden en arm, have forkert køn eller noget andet.  Idealer er forskellige, og grimme hoveder kan også tænke smukke tanker. Kviums billeder er ikke altid af mennesker, men også eksempelvis landskaber, en citron eller andet. Han oplever mange forskellige reaktioner og følelser på det samme billede.

 

Som svar på flere spørgsmål fortæller han også, at han har flest billeder med lyse mennesker, da det er billeder af Vesten. Når han føler han når grænsen i et billede, kommer virkeligheden ofte buldrende og er ti gange værre. Kvium er også repræsenteret i Kina, og en af pigerne spørger til, hvordan det gik til. Han fortæller, at en kineser dukker op i Danmark og beder om et møde. De vil præsentere en vestlig kunstner på statsmuseet. De spørger lidt til økonomi, men kineserne fniser bare, og siger, at de må vente på, om det bliver ja eller nej fra Beijing. Efter udstillingen kommer der en stor forsideartikel med ham i en kinesisk avis, som han ikke selv kan læse meget i. Dog finder han ud af, at det er Kinas største avis, og den har et oplæg svarende til Europas befolkning. Han finder ud af, at kineserne faktisk har nemmere ved at gå ind i hans univers i billederne, da de selv har samme type groteske kunst i Kina. De næste spørgsmål giver os svarene, at når han fjerner hår, navn og personlige egendele i billederne, så viser de, at vi bare er dyr. Og til spørgsmålet om man kan vurdere og anmelde kunst, svarer han, at det kan man godt, men det bliver en anmeldelse af anmelderen samtidig. 

 

 

Efter et spændende og givtigt foredrag skal der nu trækkes lod om hovedgevinsterne, som er et spa ophold for 5 personer, en Horsens pakke med forskellige gevinster, et klubforedrag om hukommelsesteknik og en indrammet Kvium plakat. Slutteligt synger vi som vanligt LC sangen, og der bliver sagt tak for i aften. 

 

Der er endnu ingen billeder i fotoalbummet.